STOP 6: Se dig for, når du handler

Når du har arbejdet med Stop 6, ved du, hvilken betydning supermarkedets placering af varer har for dine indkøb. Du ved også, hvordan du kan undgå at købe mere og dyrere, end du har planlagt.

Nikolaj er ved at være færdig med sin indkøbstur. Men han er bange for, at det bliver lidt for dyrt.

Han går tilbage til reolen med lasagneplader for at se, om han kan finde en billigere variant af pladerne. Her ser han, at dem, han i første omgang havde valgt, faktisk er nogle af de dyreste på reolen. Han kom vist til bare at tage de første han så – lige i øjenhøjde.

Nikolaj kigger mere nøje rundt på reolen med lasagneplader. Nogle er dyre, og nogle er billige. Der er nogle med fuldkorn, nogle fra Italien, og så er der nogle på reolens nederste hylde, som ser lidt kedelige ud på indpakningen. Men de er til gengæld billige…

Drøft i gruppen: Kigger I rundt på de forskellige hylder på reolen, inden I vælger en vare?


   
 

Kig på billedet ovenfor.

Supermarkeders indretning kan påvirke jer til at bruge flere penge, end I behøver, når I køber ind. Varernes placering kan friste jer eller påvirke jeres valg, så I lige køber lidt flere varer end planlagt.

Opgave 1: Hvordan prøver supermarkedet at få dig til at bruge flere penge end planlagt, når du køber ind? 



Supermarkederne vil for det meste forsøge at få jer til at købe så meget som muligt og påvirke jer til at købe bestemte varer. Disse varer er ikke nødvendigvis de sundeste eller de billigste.

Supermarkederne placerer fx de specielle og ofte lidt dyrere varer lige i øjenhøjde, så det er dem, I først lægger mærke til. Det handler derfor om at være vågen og tænke sig om på turen gennem supermarkedet. 

Klik på videoen herunder, og se, hvordan jeres supermarked er indrettet, så I køber mest muligt.